Nyheder

Kategoriseringsliste

Alle kørere har nu fået tildelt deres kategorier – se listen her.

Vi glæder os meget til, at vi løbende kan offentliggøre klubbernes hold for 2016 – rigtig god vinter til alle 🙂

//Webmaster

Kørerkategorisering 2016

Kære alle

Se kategoriseringen af de danske kørere i 2016 her 

//Webmaster

Kasper Lykke fortsætter for Holsted Tigers

OLYMPUS DIGITAL CAMERA Holsted Speedway Klub kan i dag offentliggøre, at Kasper Lykke Nielsen har skrevet kontrakt for endnu en sæson for ligaholdet Holsted Tigers.

Både Holsted Tigers og Kasper havde en hård sæson i 2015 – Kasper fordi han blev skadet med et brækket kraveben og Holsted Tigers oplevede den ringeste placering i 25 år, da holdet sluttede som nummer seks i Dansk Metal Speedway League.

”Netop Kaspers skade var desværre en af årsagerne til, at vi havde en ringe sæson – da Kasper pludselig var ude, var vi ikke gode nok til at finde en erstatning, der havde Kaspers niveau og det kostede helt sikkert point”, erkender holdleder Thomas Baastrup, der glæder sig over, at Kasper er klar på endnu en sæson for tigerne.

”I de ni matcher Kasper kørte for os i sæsonen 2015, scorede han i alt 73 point, hvilket er godt 8 point pr. match, hvilket er et ganske flot resultat af en C-kørere, så vi ser frem til endnu en sæson med Kasper som C-kører for Holsted Tigers”, understreger holdlederen.

Også Kasper ser frem til at fortsætte samarbejdet.

”Da jeg kom til klubben i foråret kunne jeg med det samme mærke, at der var tale om en professionel klub, der har tradition for at kæmpe med om medaljerne. Jeg ved godt, at medaljerne udeblev i år, men det gør bare, at vi er så meget mere fokuseret på at vinde medaljer næste år”, udtaler Kasper Lykke.

Munkebo Scorpions tog guldet på hjemmebane

Munkebo Scorpions vandt både Superfinalen og DM-titlen, da der her til aften var finale i Dansk Metal Speedway League. Munkebo Speedway Center var fyldt til bristepunktet med forventningsfulde tilskuere, og de fik præcis den nervepirrende finale, de havde drømt om.

Aftenens Superfinale i Dansk Metal Speedway League blev den mest tætte og spændende finale, der har været kørt til dato. Alle fire hold bød sig til og deltog i striden om pointene, og først til allersidst stod det klart, at Munkebo Scorpions kan kalde sig Danmarksmestre i 2015.

– Vi har haft en helt fantastisk sæson og en helt vanvittig afslutning her i aften. Det var en tæt finale, der først blev afgjort til allersidst, og det er selvfølgelig fantastisk, at vi vinder, siger Janus Millard, holdleder for Munkebo Scorpions, umiddelbart efter finalens afslutning.

– Jeg vil gerne sige tak til kørerne, der har gjort et fantastisk stykke arbejde og ikke mindst til klubben, der på bare tre år er gået fra at være lige ved at lukke til at blive Danmarksmestre. Det er virkelig en præstation i absolut særklasse, understreger han.

Også Team Fjelsteds holdleder, Morten Svendsen havde en god aften i Munkebo. Før finalen lå Team Fjelsted som nummer tre i ligaen, men det lykkedes fynboerne at overhale Esbjerg indenom i finalen, og dermed ender Team Fjelsted med sølvmedaljerne om halsen.

– Jeg er ovenud tilfreds. Vi vandt sølv – vi tabte ikke guld. Jeg er glad og stolt, og vi slutter sæsonen med en fantastisk følelse i kroppen, lyder det fra Morten Svendsen.

Esbjerg Vikings holdleder, Ib Pedersen, var også godt tilfreds med aftenens resultat.

– Fjelsted var bedst på dagen. Vi havde et par tvivlsomme udelukkelser, synes jeg, og det var en vanvittig spændende finale, så jeg er godt tilfreds med bronzemedaljerne. Munkebo har virkelig fortjent sejren, så stort tillykke til dem, og så må vi se om vi ikke kan tage guldet næste år, udtaler han.

Region Varde Elitesport endte aftenen på den utaknemmelige fjerdeplads. Og det ærgrede holdleder Steven Andersen.

– Det er helt vildt synd for drengene, der kører en rigtig god finale. Vi havde desværre et afbud, da Tobias brækkede hånden, men jeg synes alle vores kørere stepper op og gør det godt. Vi har haft et godt år. Resultatet kunne have været bedre, men vi har haft et godt år, og nu ser vi bare frem mod næste sæson, slutter Steven Andersen.

Munkebo Scorpions 36 point
1. Hans Andersen 14 point
2. Anders Thomsen 9 point
3. Timo Lahti 4 point
4. Vitaly Belousov 3 point
5. Jesper Scharff 6 point

Holdledere
Karsten Jørgensen og Janus Millard

Team Fjelsted 33 point
1. Peter Kildemand 12 point
2. Nicolas Covatti 4 point
3. Patrick Hougaard 3 point
4. Nikolaj Busk Jakobsen 9 point
5. Patrick Hansen 5 point

Holdleder
Morten Svendsen

Esbjerg Vikings 32 point
1. Niels Kristian Iversen 10 point
2. Mikkel Bech 9 point
3. Rene Bach   7 point
4. Michael Palm Toft 2 point
5. Simon Nielsen 4 point

Holdleder
Ib Pedersen

Region Varde Elitesport 31 point
1. Dakota North 8 point
2. Max Fricke 8 point
3. Mads Korneliussen 9 point
4. Jonas B. Andersen 2 point
5. Michael Thyme 4 point

Holdleder
Steven Andersen

 

Et brag af en Superfinale med Munkebo som favoritter

Onsdag den 9. september klokken 18.00 går starten til årets Superfinale i Dansk Metal Speedway League. Munkebo Scorpions fører ligaen og har dermed vundet hjemmebanefordelen og dermed også favoritrollen, men der er lagt op til en særdeles spændende match, hvor intet er afgjort på forhånd.

Ifølge Team Fjelsteds holdleder, Morten Svendsen, er det på papiret den tætteste finale nogen sinde. Men skal han pege på en favorit, er det Munkebo Scorpions, der får titlen.

– Historikken siger, at Munkebo vinder, men det bliver tæt, så der kan ske meget, udtaler han.

Team Fjelsted er før finalen placeret som nummer tre i ligaen, og den bronzemedalje vil Morten Svendsen gerne have med hjem på onsdag.

– Vi fokuserer først og fremmest på at beholde bronzemedaljen, men kan vi bytte den til et ædlere metal, ville det da være fantastisk, siger han.

Esbjerg Vikings holdleder, Ib Pedersen, vurderer også, at Munkebo er favoritter til at løbe af med titlen og guldmedaljerne onsdag aften.

– Vi kører for at vinde, og jeg mener også, vi har en chance, men det er klart, Munkebo er favoritter, udtaler Ib Pedersen, der mener at kørernes nerver får afgørende betydning for løbet.

– Normalt kører de jo to fra hvert hold i et liga-løb, men på onsdag er der kun en kører fra hvert hold i hvert heat. Så nu skal de præstere individuelt, og det bliver rigtig spændende at se, hvordan de tackler det.

Karsten Jørgensen, der er holdleder for Munkebo Scorpions, er dog knap så overbvist om, at favoritrollen tilhører Munkebo.

– Det er klart vi ligger på førstepladsen inden finalen, og det er naturligvis en fordel. Men vores hjemmebanefordel er blevet udlignet temmelig meget, for vores bane er netop ved at blive lagt om, så hvad det angår, er alle hold stillet ret lige, vurderer han.

Alle holdlederne er dog meget enige om, at det er en særdeles spændende finale, der venter forude.

Løbet afvikles på Munkebo Speedway Center onsdag den 9. september kl. 18.00

De fire deltagende hold er: 

Munkebo Scorpions
1. Hans Andersen
2. Anders Thomsen
3. Timo Lahti
4. Vitaly Belousov
5. Jesper Scharff

Holdledere
Karsten Jørgensen og Janus Millard

Esbjerg Vikings
1. Niels Kristian Iversen
2. Mikkel Bech
3. Rene Bach
4 Michael Palm Toft
5. Simon Nielsen

Holdleder
Ib Pedersen

Team Fjelsted
1. Peter Kildemand
2. Nicolas Covatti
3. Patrick Hougaard
4. Nikolaj Busk Jakobsen
5. Patrick Hansen

Holdleder
Morten Svendsen

Region Varde Elitesport
1. Dakota North
2. Tomasz Gapinski
3. Mads Korneliussen
4. Jonas B. Andersen
5. Michael Thyme

Holdleder
Steven Andersen

Esbjerg Vikings ubesejrede på hjemmebane

Esbjerg Vikings slog her til aften fast, at de er ualmindeligt svære at slå på hjemmebane. Slangerup Speedway Klub gjorde ellers en ihærdig indsats, men til slut lykkedes det for jyderne at tage sejren. Dermed har Esbjerg Vikings vundet alle årets løb på hjemmebane og samtidig har de høstet bonuspoint i samtlige opgør.

På onsdag venter årets Superfinale, og efter aftenens match, er Esbjerg et rigtigt godt bud på en favorit. For selvom Esbjerg især har brilleret på hjemmebane, har de også formået at hente det maksimale antal bonuspoint hjem.

Her til aften var det Slangerup, der måtte se sig slået med 8 point efter en ellers tæt og spændende match, der svingede frem og tilbage.

– Det var især Niels Kristian Iversen og Mikkel Beck, der sikrede os sejren i dag. Vi var lidt uheldige og endte med at køre med tre en halv mand, men vi vandt alligevel, og det er jeg rigtig glad for, fortæller Ib Pedersen, holdleder for Esbjerg Vikings.

Niels Kristan Iversen gjorde rent bord og høstede 18 point på seks heat hjem til Esbjerg, mens Zbigniew Suchecki måtte udgå efter bare to heat.

Dagens fighter blev Slangerups C-kører, Jesper Søgaard, der kørte 13 point og et bonuspoint hjem.

Esbjerg Vikings 46 point
1. Niels Kristian Iversen 18 point
2. Zbigniew Suchecki 2+1 point
3. Mikkel Bech 13+4 point
4. Michael Palm Toft 6 point
5. Simon Nielsen 7+1 point

Holdleder
Ib Pedersen

Slangerup Speedway Klub 38 point
1. Mikkel Michelsen 7 point
2. Jesper Søgaard 13+1 point
3. Norbert Kosciusch 10+1 point
4. Kenni Nissen 7+1 point
5. Andreas Lyager 1 point

Holdleder
Lars Munkedal

Tilskuertal
1056

Dagens fighter
Jesper Søgaard

 

Slangerup kæmpede sig væk fra bunden

Efter to flotte hjemmebanesejre er Slangerup Speedway Klub rykket væk fra den bundplacering, de ellers har ligget på det meste af sæsonen. I stedet må Grindsted overvintre på ligaens mindst attraktive placering.

Slangerup Speedway Klub kom i den grad skidt fra start i dette års Dansk Metal Speedway League. Intet gik sjællændernes vej, og både kørere og holdledere kæmpede forgæves for at få vendt stimen af nederlag til sejr. Og til sidst lykkedes det.

Slangerup slog sikkert ligaens nummer fem, Holstebro, og onsdag aften måtte Grindsted se sig slået med fire point. Dermed lykkedes det for Slangerup at forvise Grindsted til ligaens sidsteplads, mens de selv kan afslutte sæsonen som nummer syv.

Slangerups kørere leverede en formiddabel holdindsats denne onsdag aften, og selvom de ikke havde heldet med sig hele tiden, lykkedes det dem at trække fra Grindsted.

Mens Grindsted nu har kørt sæsonens sidste løb, mangler Slangerup dog stadig et enkelt. Torsdag aften skal de besøge Esbjerg Vikings, hvor der venter en usædvanlig svær opgave for Slangerups kørere.

Slangerup Speedway Klub 44 point
1. Mikkel Michelsen 12 point
2. Kenneth K Hansen 11 point
3. Leon Madsen 4+2 point
4. Kenni Nissen 11+2 point
5. Simon Selch 6+2 point

Holdleder
Lars Munkedal

Grindsted Speedway Klub 40 point
1. Michael Jepsen Jensen12+1 point
2. Miroslav Jablonski 3 point
3. Krystian Pieszczek 14+1 point
4. Krystain Rempala 6 point
5. Emil Grøndal 5+1 point

Holdleder
Johnny Hvidtfeldt

Tilskuertal
776

Dagens fighter
Kenni Nissen

Køb billetter til superfinalen

Klik her for at købe billetter til superfinalen som køres på Munkebo Speedway Center onsdag d. 9. september.

//Webmaster

Vikingerne går efter sæsonens sidste hjemmebanesejr

Esbjerg Vikings satser på en sejr og et bonuspoint, når de torsdag aften får besøg af Slangerup. Esbjerg er allerede sikret en plads i Superfinalen, mens Slangerup ligger i bunden af ligaen, så det er først og fremmest æren, der er på spil.  

Torsdag køres det sidste løb før Superfinalen i Dansk Metal Speedway League. Løbet finder sted i Esbjerg og gæsterne kommer fra Slangerup. Og selvom stillingen i ligaen ikke er på spil denne aften, så er begge hold klar til at levere en toppræstation.

– Vi har kun æren at køre for, men det betyder også en del. Faktisk håber jeg, at det kan gøre forskellen for os, at vores kørere nu kan køre mere frit, mener Slangerups holdleder, Lars Munkedal.

Han anerkender dog, at Esbjerg er favoritter på hjemmebane.

– Esbjerg er rigtig stærke, og vi har ikke de bedste erfaringer med at møde dem på hjemmebane, men jeg håber alligevel vi kan drille dem lidt.

Esbjergs holdleder, Ib Pedersen har dog ikke planer om, at lade Slangerup komme til bordet. I stedet satser han på, at give hjemmebanepublikummet den bedst mulige afslutning på sæsonen.

Løbet finder sted på Granly Speedway Arena torsdag den 3. september klokken 18.30

Esbjerg Vikings
1. Niels Kristian Iversen
2. Zbigniew Suchecki
3. Mikkel Bech
4. Michael Palm Toft
5. Simon Nielsen

Holdleder
Ib Pedersen

Slangerup Speedway Klub
1. Mikkel Michelsen
2. Jesper Søgaard
3. Norbert Kosciusch
4. Kenni Nissen
5. Andreas Lyager

Holdleder
Lars Munkedal

Spændende match venter i Slangerup

På onsdag kører Slangerups årets sidste match på hjemmebane. Modstanderen er Grindsted, og selvom begge hold er uden chance for deltagelse i Superfinalen, er der lagt op til et spændende løb.

Da de to hold tidligere på sæsonen mødtes i Grindsted, endte det med en snæver sejr til hjemmebaneholdet. Men siden har Slangerup vist, at de sagtens kan køre speedway – især på hjemmebane. I sidste uge slukkede de eftertrykkeligt Holstebros drømme om en finaleplads, og mon ikke Slangerup vil give deres hjemmebanepublikum en ordentlig afslutning på dette års udgave af Dansk Metal Speedway League.

Mod Holstebro viste blandt andre Leon Madsen høj klasse, så der er lagt op til noget af et opgør, når velkørende Michael Jepsen Jensen kommer forbi.

Løbet finder sted på Slangerup Speedway Center onsdag den 2. september klokken 18.30

Slangerup
1. Mikkel Michelsen
2. Kenneth K Hansen
3. Leon Madsen
4. Kenni Nissen
5. Simon Selch

Holdleder
Lars Munkedal

Grindsted
1. Michael Jepsen Jensen
2. Miroslav Jablonski
3. Krystian Pieszczek
4. Krystain Rempala
5. Emil Grøndal

Holdleder
Johnny Hvidtfeldt