Nyheder

Kategorisering

Kai Huckenbeck er kategoriseret som B-kører til 2016 sæsonen.

//Webmaster

Morten Risager trækker i Fjelsted-vesten

Morten Risager

Morten Risager

– Vi har gjort et virkeligt scoop! fastslår en begejstret holdleder Morten Svendsen ved  præsentationen af denne uges tilvækst til Team Fjelsteds bruttotrup.
Og man forstår holdlederens begejstring, da han fortæller, at navnet på det nye medlem af truppen er Morten Risager, som i en alder af kun 28 år går ind i sin tolvte sæson som professionel speedwaykører og kommer til Fjelsted med en solid erfaring fra både de danske, men især de engelske baner.
Efter adskillige sæsoner som B-kører er Morten Risager oven i købet blevet kategoriseret som C-kører i 2016, og i betragtning af hans tidligere præstationer kan han godt gå hen og blive et realistisk bud på Ligaens stærkeste danske kører på den plads.

Team Fjelsteds holdleder er i det mindste ikke i tvivl og betegner Morten Risager som årets mest spændende tilvækst til holdet:
– Jeg tror, Risager kan blive et stort aktiv, for han bliver rigtig stærk som C-kører og dermed har han potentiale til at flytte en masse for os, siger Morten Svendsen og tilføjer, at der ikke var nogen anden dansk C-kører, han hellere ville skrive kontrakt med end netop Morten Risager.

Det vakte en hel del opsigt, da den dengang 16-årige Morten Risager i 2004 som den yngste udenlandske kører nogensinde skrev kontrakt med Coventry i den engelske Elite League, blot et år efter, at han var debuteret i 500cc-klassen for Slangerup.
Siden da har han været særdeles aktiv i England, hvor han i dag er bosiddende og i 2016 skal køre for Ipswich Witches.
Derudover har han også kørt i nogle sæsoner i Polen og Sverige samt selvfølgelig i Danmark, hvor han har kørt for flere klubber i både Ligaen og 1. division, lige som han bl.a har været holdkaptajn for det danske U21 landshold, vundet det individuelle Nordisk Mesterskab og været på podiet adskillige gange i andre mesterskaber.

Skader har dog i flere omgange givet ham et afbræk i karrieren. I 2011, hvor han herhjemme kørte for Holsted, blev hans sæson således kort, efter at han havde pådraget sig en alvorlig håndskade

Morten Risager

Morten Risager

under en match i England, og da han året efter brækkede ryggen under et styrt i sæsonens første engelske match, skulle man helt frem til 2013, før han igen kom på banen i Den Danske Speedway Liga, denne gang for Munkebo, som også havde ham på holdet som B-kører i 2014.
Derfor kom det nok som lidt af en overraskelse, at Morten Risager ikke fik fast tilknytning til nogen dansk klub i 2015, hvor det kun blev til en enkelt gæsteoptræden for Grindsted.

Det bliver imidlertid meget anderledes, når Morten Risager i 2016 trækker i Fjelsted-vesten – i det mindste hvis det står til holdlederen:
– Morten Risager er en rigtig dygtig kører, og ikke mindst er han en god hold-kører, fastslår Morten Svendsen. Og som C-kører er han selvfølgelig voldsomt attraktiv for enhver klub, så jeg er ovenud lykkelig over, at han har valgt at skrive kontrakt med Team Fjelsted!

Kategorisering

Så er der tilføjet et par kategoriseringer mere til listen

Max Dilger er kategoriseret til C-kører i den kommende sæson.

Fritz Wallner er kategoriseret til B-kører i den kommende sæson.

Se den fulde liste her

//Webmaster

Munkebo Scorpions tager desværre afsked med A-kører Kenni Larsen

Kenni Larsen forlader sin barndomsklub efter at have haft afgørende betydning for klubben de seneste mange år. – Som kaptajn var Kenni den helt afgørende faktor for, at vi i 2012 sikrede os oprykning til Superligaen og her har han være en de vigtigste kørere i vores succes med en bronze- og guldmedalje, fortæller sportschef Karsten Jørgensen.

Holdleder Janus Millard forsætter med denne udtalelse: – I 2015 blev Kenni helt fortjent A-kører, men det betød også, at han måtte dele matcherne med vores anden A-kører Hans Andersen. Dertil kom, at Kennis sæson præget af skader og han fik ikke kørt det antal matcher vi oprindeligt havde planlagt.

Det er dog ikke kun på banen, at Kenni Larsen har haft stor betydning for Munkebos succes også uden for banen har han haft en afgørende rolle fortæller forretningsfører John Rask-Nielsen. – Med foredrag for klubbens sponsorere, mentor og underviser for vores ungdomskører, og klubbens vejleder i den professionelle speedwayverden, men Kenni har også som professionel speedwaykører, en forretning der skal kunne hænge sammen rent økonomisk og her kan vi ikke give ham matcher nok.

Derfor er det med den største forståelse, meget vemod, ærgrelse og den største respekt, at vi må sige farvel til den helt store ”Munkebo-dreng” Kenni Larsen. Kenni vil dog stadig være en del af Munkebos Speedway Akademi, hvor han fortsætter som den store inspirator for vores unge talenter. Munkebo Scorpions ønsker Kenni Larsen alt muligt held og lykke i fremtiden.

Dansk stortalent til Munkebo Scorpions

Et af de største talenter på den danske speedwayscene, Jason Jørgensen (17), har skrevet under på en toårig aftale med de danske mestre.

Jason Jørgensen træder ind i truppen som D-kører og kørte i den forgangne sæson kørte en enkelt match og scorede fire point. – Jeg glæder mig enormt meget til at køre for Munkebo igen. De har et godt hold, med en fantastisk organisation bag holdet og det er for mig de perfekte rammer til at udvikle mig i, siger Jason Jørgensen.

Den unge dansker har vundet både DM, EM og VM-sølv som ungdomskører og rykkede i 2015 op på 500cc, hvor han fået debut på både U17 landsholdet og for Munkebo Scorpions i Superligaen. – Der er ingen tvivl om Jasons talent og så har han en god personlighed, der passer godt ind på vores hold. Vi har store forventninger til ham og tror på, at han med tiden kan blive en af de bærende kræfter på vores hold, siger holdleder Janus Millard.

Hans Andersen forlænger med Munkebo Scorpions

De regerende danske mestre har sikret sig endnu en sæson med den Danske Superstar Hans Andersen.

Som et naturligt led i Munkebo´s strategi for fremtiden, tiltræder Hans Andersen, som holdkaptajn. ”Jeg er utrolig glad for af kunne forlænge min kontrakt med Munkebo i yderlig en sæson. Munkebo er en klub i overhalingsbanen med en masse nye tiltag og ideer til hvordan vi gør speedway bedre, det er super fedt at være med sådan et sted. Jeg befinder mig rigtig godt på deres fine bane, vi har et godt sammenhold i klubben, hvilket jo kun gør det endnu federe af køre for Munkebo.

Sidst, men nok vigtigste punkt for mig, så er Munkebo en fynsk klub: ”mit hjerte banker for Fyn som fynbo ” så selvfølgelig skal jeg da køre hos de Danske Mestre ” siger Hans Andersen. Også Munkebo-ledelsen er glad for samarbejdet med Andersen. – Vi har stor tillid tillid til Hans, til hans præstationer for holdet, både på banen og i ryttergården. Både Ledelsen og holdkammerater tilskriver Andersen en stor del af æren for Munkebo medaljehøst i 2014 og 2015.

Det er derfor yderst vigtigt for os, at Hans Andersen igen er med på holdet, siger sportschef Karsten Jørgensen.

Munkebo forlænger med Jesper Scharff

Stortalentet Jesper Scharff (22) fortsætter i yderligere to år hos de regerende danske mestre, Munkebo Scorpions.

Scharff har været fast mand på det fynske mandskab i de sidste to sæsoner, men i den kommende sæson rykker Scharff dog op som C-kører, hvor presset bliver noget større. – Jeg har været igennem en fantastisk udvikling i de to år, jeg har kørt for Munkebo, og den udvikling glæder jeg mig til at fortsætte i de kommende to år. Selvfølgelig bliver det noget andet at være C-kører, men jeg har slået både A- og B-kørere i de sidste to sæsoner, så jeg er klar til udfordringen, siger Jesper Scharff.

Holdleder Janus Millard er heller ikke i tvivl om, at Scharff har, hvad der skal til for at begå sig som C-kører. – Jesper har en stor andel i de sidste to års succes i Munkebo og derfor er det naturligt, at han fortsætter hos os, men han skal også løfte sit niveau yderligere et niveau nu, hvor han er bliver C-kører. Det er jeg dog ikke i tvivl om, at han har potentialet til at gøre, siger holdleder Janus Millard. Jesper Scharff har i alt kørt 106 heats i 25 matcher for Munkebo Scorpions.

 

Emil Grøndal til Munkebo Scorpions

De regerende danske mestre Munkebo Scorpions har sikret sig U21 Landsholdskøreren Emil Grøndal (20), der således stopper i Grindsted.

Grøndal og Munkebo er i første omgang blevet enige om en etårig kontrakt, men begge parter ser frem til et udviklende samarbejde. – Jeg vil godt rette en stor tak til Grindsted Speedway Klub, som har været en fantastisk klub for mig i sæson 2015. Jeg har følt mig taget super godt imod, og har været glad for at være en del af holdet, Siger U21 profilen Grøndal. Men nu er tiden altså kommet til at jeg skal videre. I Munkebo ser jeg netop de rammer som skal sikre min udvikling.

Jeg ser frem til sæson 2016 i Munkebo, sammen med mine nye holdkammerater, som jeg har det fantastisk godt med, slutter Emil Grøndal – Munkebo-ledelsen er stolte over den nye tilgang af Grøndal. – Vi har store forventninger til Emil. Når vi kigger i Emils bagland og i Emils netværk, så ser vi ikke mange kørere der i så ung en alder har så godt et setup. Vi kan se at Emil har haft stor gavn af at være under Bjarne Petersens vinger, det er en udvikling, som vi gerne vil være en del af.

Vi er rigtig glade for at kunne byde Emil velkommen ombord på vores hold, siger sportschef Karsten Jørgensen. Emil Grøndal har i sæson 2015, udover at køre liga for Grinsted b.la. også kørt Premier League for Peterborough panters, sammen med Ulrik Østergaard og Anders Thomsen.

Ulrich Østergaard skifter til Munkebo Scorpions

De regerende danske mestre har sikret sig den fynske publikumsfavorit Ulrich Østergaard (34), der skifter fra lokalrivalerne Fjelsted.

Østergaard og Munkebo er blevet enige om en toårig kontrakt, og det er noget der glæder begge parter. – Jeg kommer til et topprofessionelt hold med en meget stærk organisation i ryggen, og jeg glæder mig meget til at bide mig fast på holdet og være med til at genvinde det danske mesterskab, siger Ulrich Østergaard.

Også fra Munkebo-ledelsen er der store forventninger til den nye kører. – Vi har længe haft Ulrich i kikkerten, for vi mener han passer perfekt ind på vores hold og derfor er vi enormt stolte over, at kunne byde ham velkommen ombord på vores hold, siger holdleder Janus Millard. Ulrich Østergaard sluttede 2015-sæsonen på toppen, da han vandt det prestigefyldte løb Premier League Riders Championship.

Patrick Hougaard forlænger med Team Fjelsted for to år

Foto: John Louis Hansen

Foto: John Louis Hansen

Det kom som ikke så lidt af en overraskelse for den danske speedwayverden, da Team Fjelsted sidste vinter skrev kontrakt med en kører, som i de flestes øjne var uløseligt forbundet med Holsted Speedway Klub. Patrick Hougaard, som det drejede sig om, har nemlig haft sin faste base hos Tigrene, lige siden han som femtenårig debuterede i Den Danske Speedway Liga i 2004, selv om det er blevet til et par gæsteoptrædener for andre klubber undervejs. Begge gange er han imidlertid hurtigt vendt tilbage til Holsted, og der var da også adskillige, som spåede, at det samme ville ske for ham efter et år i Fjelsted-vesten.

Det skulle imidlertid vise sig at gå en hel del anderledes. Patrick blev hurtigt et værdsat medlem af Team Fjelsteds bruttotrup, og da superfinalen var kørt, kunne han se tilbage på en sæson, hvor han som den eneste af truppen havde været på banen i samtlige af årets matcher – oven i købet med en score, som i høj grad bidrog til årets sølvmedaljer.
Dermed har Team Fjelsted haft god grund til at være tilfreds med sin nye kører, og tilsyneladende har tilfredsheden været gensidig, for her ved udgangen af oktober kan holdleder Morten Svendsen afsløre, at Patrick Hougaard har forlænget sin kontrakt med Team Fjelsted ikke bare for den kommende sæson, men også for sæsonen 2017.

Det er en ovenud tilfreds holdleder, som kommenterer den første af kontrakterne for den kommende sæson:
– Patrick Hougaard har virkelig været en god mand for holdet, udtaler han og understreger, at han i den forbindelse ikke kun tænker på Patricks stabile indsats i den forløbne sæson.
– Først og fremmest er Patrick Hougaard en dybt professionel speedwaykører, som virkelig ved, hvad det drejer sig om, og han stiller store forventninger til holdet inklusive mig selv, uddyber Morten Svendsen.
– Dermed har han været med til at ruske op i en hel del ting og lært os andre, at vi ikke nødvendigvis behøver at gøre tingene “sådan som vi altid plejer at gøre”.
– Samtidig er han en rar fyr at omgås. Og så er han forresten en god strateg, som jeg har lært rigtig meget af, tilføjer holdlederen.

– Så alt i alt er jeg meget begejstret for, at vi får lov at beholde Patrick Hougaard på holdet i de kommende to år.
– Og det gør ikke min begejstring mindre, at jeg ved, at flertallet af de danske klubber har gjort ihærdige forsøg på at få fat i ham. For på den baggrund føles det selvfølgelig ekstra rart, at han foretrækker at blive i Fjelsted, slutter Morten Svendsen.